Tunen er mørk og sølvglinsende på siderne. Den har en lys bug. Rygfinnerne sidder tæt sammen, og den har en halerod med 8-9 halefinner. Tunen er en pelagisk fisk, som vandrer nær overfladen. Den mest almindelige størrelse på tun er 130 cm.
Tunen lever i de åbne havområder mellem overfladen og ned til ca. 100 meters dybde. Den foretrækker subtropiske farvande, hvor den findes i den nordlige del af Atlanterhavet, i Middelhavet og dele af Det Sorte Hav. Tunen findes også i Det Indiske Ocean, så det er en fisk, der er udbredt over store dele af verdenshavene.
Lever bl.a. af makrel, sild og blæksprutter.
Tun er en art, der både bliver fisket og opdrættet. Da tun indgår som en væsentlig del af sushi, er efterspørgslen efter tun steget voldsomt de sidste 10 år. Dette har ført til, at man i Middelhavet har begyndt en ny form for opdræt af tunen. Yngel af tun fanges i det østlige Middelhav, hvorefter de overføres til store netbure, 50 meter i diameter og 15-25 meter dybe. Her bliver de fodret, indtil de har nået en mindstestørrelse af 25 kg per fisk. Herefter tages fiskene ud af netburene, slagtes og renses, hvorefter de nedfryses. En stor del af tunen eksporteres til Japan til brug i sushi-produkter. Imidlertid vil det inden for kort tid sandsynligvis blive almindeligt, at tun i danske detailbutikker kommer fra opdræt i Middelhavet.
Højsæson for tun i de nordeuropæiske farvande er i september måned. I de fleste europæiske farvande begynder sæsonen i juli og slutter i november.
Tunen er en mager fisk. Den er særligt rig på selen, og den har et højt indhold af A-vitamin. Se et samlet skema over fisk og næringsværdier her.
Tun kan have et højt indhold af histamin, og kan give histaminforgiftning. Histamin skyldes bakteriebelægning på fisken. Bakterievæksten opstår, hvis fisken ikke køles hurtigt nok, når den fanges. Man kan hverken fryse, koge eller stege histamin væk. Derfor bør man være opmærksom på symptomer, som er svien på læber, rødt ansigt og åndedrætsbesvær.
