Vintermørket er over os med forkølelser og influenzavirus


Der er mange ting, du selv kan gøre for at styrke immunforsvaret, fx kan du spise mere fisk. Professor og sundhedsekspert Umahro Cadogan giver gode råd til en sund vinter.

 

Solens stråler er kilde til D-vitamin, som er vigtigt for et stærkt immunforsvar. Men i det mørke vinterhalvår er der mange danskere, som ikke får D-vitamin nok. Det hjælper at rejse til de varme lande eller spise godt med fisk. Herudover kan man følge nogle simple råd til, hvordan man kommer sund gennem vinteren.

”Fisk som sild og makrel er rige på D-vitamin og mineralet selen, som begge er essentielle for et godt immunforsvar. C-vitamin fra fx citrusfrugter er også vigtige, og så skal du huske at spise 600 gram grønsager og frugter hver eneste dag. Derudover gælder det om at få nok søvn og masser af motion. ” lyder det fra professor og sundhedsekspert Umahro Cadogan.

 


Fødevarestyrelsen anbefaler i deres kostråd, at man spiser 350 gram fisk om ugen. Og for at styrke immunforsvaret i vinterhalvåret kan man med fordel vælge fisk med meget D-vitamin. Chefkonsulent for Fisk & Skaldyr hos Landbrug & Fødevarer, Lone Marie Eriksen, peger på, at fiskepålæg til frokost også kan være en god kilde D-vitamin:

 

”Mange glemmer, at fisk til frokost også tæller med i de 350 gram, som anbefales i kostrådet. Både sild og torskerogn - også den på dåse – er begge meget rige på D-vitamin og derfor gode at få om vinteren. Mange af os kan jo gå i dage- eller ugevis uden at se solen én eneste gang, og her kan fisken altså erstatte de ca. 15 minutters sol hver dag, som der ellers skal til for at få den anbefalede daglige mængde D-vitamin”.

 

Umahro Cadogan lægger desuden vægt på, at man giver plads til ro og afslapning i vinteren, og så har han et råd, som på flere måder kan holde diverse vira fra døren:

 

”Stress og jag svækker dit immunforsvar. Derfor er det vigtigt at finde tid til afslapning og aktiviteter, som giver ro i sindet – det kan være en tur i skoven, en yogatime eller et par timer på sofaen med en god bog. Desuden anbefaler jeg at spise masser af hvidløg, da det nok styrker dit immunforsvar - om ikke andet holder lugten måske de syge mennesker lidt på afstand, så de ikke smitter dig…”