Fisk eller fiskeolie


Fødevarestyrelsen anbefaler, at du spiser fisk og fiskeprodukter frem for fiskeolie-tilskud. Fisken indeholder både sunde omega-3 fedtsyrer, vigtige vitaminer og mineraler som D-vitamin, jod og selen.

Der er også omega-3 fedtsyrer samt vitaminer og mineraler i fiskeprodukter som makrel i tomat, kippers, ansjoser, fiskefrikadeller, makrelsalat, marineret sild og torskerogn mm.  - heldigt for dig, der ikke kan lide fisk. Indtager du udelukkende fisk som pålæg, skal du være opmærksom på, at du bør spise fiskepålæg hver dag, hvis du skal nå op på Fødevarestyrelsens anbefalede mængder.

Fiskeolie-tilskud
Spiser du slet ikke fisk, er fiskeolie-tilskud et alternativ, der kan dække dit behov for omega-3 fedtsyrer. Men du skal være opmærksom på, at fiskeoliekapslerne typisk ikke indeholder fiskens vitaminer og mineraler. Du skal derfor finde disse i andre fødevarer eller tage en multivitaminpille.

Når du køber fiskeolie-tilskud, er det en god idé at læse deklarationen og vælge det produkt, der har det højeste indhold af omega-3 fedtsyrer. Desuden kan du kigge efter fiskeoliekapsler, der indeholder E-vitamin, der er med til at holde olien frisk. Hvis du er gravid, er det en god idé at konsultere din læge omkring type og dosis.

Fiskeolie-tilskud indeholder både DHA og EPA. DHA er en omega-3 fedtsyre, som især findes i fede fisk. DHA udgør en vigtig del af de flerumættede fedtsyrer i vores hjerne. Vores krop kan selv danne DHA ud fra andre fedtstoffer, som vi får fra forskellige fødevarer, men der er stor forskel på, hvor effektivt denne omdannelse foregår hos forskellige mennesker.

Den sikreste kilde til DHA er at indtage fiskeolie enten fra fisk eller som fiskeolie-tilskud. EPA-fedtsyrer medvirker til, at kroppen hurtigere kan omdanne DHA, så vi mennesker kan bruge det til at udvikle hjernen. Der bør således både være DHA- og EPA-fedtsyrer i det produkt, du vælger.