Forebyg livsstilssygdomme med fisk

 

Fisk og skaldyr virker forebyggende i forhold til forskellige sygdomme som:

 

  • Hjertekarsygdomme
  • Kræft
  • Gigt
  • Overvægt og fedme


Det skyldes indholdet af vitaminer og mineraler samt det sunde fedt, omega-3 fedtsyrer, som fisk og skaldyr indeholder.

 

Til dig, der vil vide mere


Hjertekarsygdomme

Den sygdomsforebyggende effekt af at spise fisk er bedst undersøgt for hjertekarsygdomme. Effekten menes at hænge sammen med fiskens fedtindhold og dens høje indhold af de specielle langkædede fedtsyrer af n-3 familien. Flere undersøgelser viser, at indtag af fisk og fiskeolier har følgende gavnlige virkninger:

  • Nedsætter risikoen for blodprop i hjertet
  • Nedsætter antallet af fedtsyrer i blodet
  • Sænker blodtrykket
  • Mindsker risiko for sammenklumpning af blodplader
  • Mindsker risiko for uregelmæssig hjerterytme i tilfælde af blodprop

 

Kræft

Der er mange undersøgelser, der tyder på, at omega-3 fedtsyrerne EPA og DHA har en forebyggende og hæmmende virkning på kræftceller. Forskerne regner med, at fedtsyrerne kan virke ved at hæmme eller stoppe celledelingen af syge celler, fremme kræftcellernes død og generelt styrke immunforsvaret. Læs Politikens artikel: Selen påvirker risiko for kræft her.  


Gigt

Omkring 700.000 danskere har en eller anden form for gigt. Leddegigt er en af de gigtformer, der forekommer hyppigst. I den grønlandske og færøske befolkning er gigt lige så udbredt som i den danske befolkning, men her er gigten ikke så aktiv. Meget tyder på, at et væsentligt større indtag af fisk i Grønland og på Færøerne kan være årsagen, og at leddegigten påvirkes positivt af en kost med et højt indhold af fiskeolier.

 

Overvægt og fedme

Fisk er en relativt mager spise. Fx indeholder magre fisk som fx rødspætte, torsk og skrubbe indeholder under 2 g fedt pr. 100 g, mens fede fisk som laks og sild hhv. 10 og 13 g fedt pr. 100 g. Hvis du spiser 2 fiskemåltider om ugen og fiskepålæg til frokost jævnligt, vil du kunne erstatte noget af det mere fedtholdige kød og de mere fedtholdige kødprodukter i kosten, sådan at dit samlede daglige fedtindtag sænkes. På denne måde kan du forebygge overvægt og fedme.

 

Spis fisk og hjælp samfundet

Danske forskere har i 2010 konkluderet, at kostens betydning er vigtigere end Forebyggelseskommissionen tidligere har antaget. Ifølge den nye forskning kan man forlænge sit liv med et kvart år alene ved at spise fisk to gange om ugen og på samfundsniveau kan Danmark spare 14,2 mia. kr. over de næste 30 år, hvis danskerne spiser fisk to gange om ugen.

 

Hent Fødevaredirektoratets rapport: "Helhedssyn på fisk og fiskevarer" her.